Vedtægter for Cyberbridge

Vedtægter for

Cyberbridge Bridgeklub

 

§ 1. Navn og hjemsted 

Klubbens navn er Cyberbridge, Klubben er stiftet den 18.4.2021. Klubben er en online bridgeklub. 

§ 2. Formål 

Klubbens formål er at samle bridgeinteresserede til regelmæssige spilledage for gennem træning, undervisning og turneringsspil at dygtiggøre medlemmerne og fremme kendskabet til og interessen for bridge. 

§ 3. Tilhørsforhold 

Klubben er medlem af Danmarks Bridgeforbund og hørende under distrikt Nordsjælland. 

§ 4. Medlemskab 

Som medlem kan optages enhver som er godkendt af bestyrelsen 

Medlemmerne er forpligtet til at overholde klubbens vedtægter og regler og i øvrigt leve op til klubbens formålsbestemmelse. 

Endeligt afslag på medlemskab af klubben skal efter anmodning af den, der ønsker medlemskab, forelægges generalforsamlingen. 

Indmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen og er bindende for hele sæsonen, dog kan bestyrelsen tillade udmeldelse efter 1/2 sæson, når omstændighederne taler for det. 

Medlemskab overføres automatisk fra en sæson til næste sæson. 

Udmeldelse skal ske skriftligt til kassereren med mindst en måneds varsel. Eventuel overskydende kontingent refunderes ikke. 

I forbindelse med udmeldelsen skal medlemmets eventuelle økonomiske mellemværender med klubben afvikles. 

§ 5. Kontingent 

Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen. Juniorer, under 25 år betaler halvt kontingent. 

Er et medlem trods påmindelse fortsat i økonomisk restance, kan medlemmet slettes af medlemslisten, uden at dette forelægges generalforsamlingen. 

§ 6. Udelukkelse og eksklusion 

Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), hvis vedkommende handler til skade for klubben, eller hvis vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser. 

I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse. I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen endeligt afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt. 

En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af klubbens vedtægter. En eksklusion skal indberettes til Danmarks Bridgeforbund. Der henvises i øvrigt til forbundets vedtægter §13 og §14. 

§ 7. Ordinær generalforsamling 

Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed i alle anliggender. 

Ordinær, virtuel generalforsamling afholdes inden udgangen af april måned. 

Generalforsamlingen skal afholdes på en platform, der giver mulighed for hemmelig, skriftlig afstemning f eks Zoom, Teams m fl.

Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted skriftligt / ved opslag / på hjemmesiden / ved annoncering med tre ugers varsel. 

Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest to uger inden generalforsamlingens afholdelse. 

Indkomne forslag og det reviderede regnskab kan rekvireres hos bestyrelsen og fremlægges for medlemmerne senest en uge før generalforsamlingen. 

Adgang til generalforsamlingen har alle klubbens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. Stemmeret har alle klubbens aktive medlemmer der ikke er i mere end 1 måneds gammel økonomisk restance. Der kan stemmes ved fuldmagt. Et medlem kan ikke stemme ved flere end en enkelt fuldmagt. En rettidigt indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal, se dog § 15 og § 16. 

§ 8. Dagsorden 

Dagsorden for den ordinære, virtuelle generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter: 1. Valg af dirigent og referent. 

  1. Bestyrelsens beretning for det forløbne år. 
  2. Godkendelse af det reviderede regnskab. 
  3. Godkendelse af budget. 
  4. Fastsættelse af kontingent. 
  5. Indkomne forslag. 
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer. 
  7. Valg af 1-2 suppleanter. 
  8. Valg af revisor og revisorsuppleant. 
  9. Eventuelt. 

§ 9. Generalforsamlingens ledelse 

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke er medlem af bestyrelsen. Der vælges en referent, som ikke er medlem af bestyrelsen. Denne udfærdiger et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af formand (ved forfald næstformand) og dirigent. Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om klubbens opløsning kvalificeret flertal, jf. § 15 og § 16. 

Afstemninger skal foretages skriftligt, hvis fem medlemmer forlanger det og altid ved personvalg mellem flere kandidater. 

§ 10. Ekstraordinær generalforsamling 

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen. 

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst en femtedel af klubbens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med angivelse af det emne, som ønskes behandlet. Generalforsamlingen skal afholdes senest fire uger efter begæringens modtagelse. 

For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemninger m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling. 

§ 11. Bestyrelsen 

Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer klubben i alle forhold. 

Valgbar til bestyrelsen er ethvert myndigt medlem. 

Bestyrelsen består af mindst 5-7 medlemmer, og 1-2 suppleanter. 

Bestyrelsesmedlemmerne er på valg hvert andet år. 

Suppleanter er på valg hvert år. 

Umiddelbart efter generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen sig med formand, næstformand og kasserer samt fordeler i øvrigt opgaver og ansvarsområder efter behov. 

Bestyrelsen kan nedsætte udvalg (f. eks. turneringsudvalg og appelkomite) til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver. 

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer og formanden eller næstformanden er til stede. 

Der føres en protokol over bestyrelsens forhandlinger. 

De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter klubben i henhold til vedtægterne. Bestyrelsen udarbejder klubregler, som skal være i overensstemmelse med vedtægterne. 

Væsentlige ændringer forelægges generalforsamlingen til orientering. 

§ 12. Regnskab 

Klubbens regnskabsår er 1. januar til 31. december.

Regnskabet fremlægges på den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift. Regnskabet fremlægges for klubbens medlemmer senest en uge inden den ordinære generalforsamling. 

§ 13. Revision 

På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor og en revisorsuppleant. Revisoren skal hvert år gennemgå regnskabet og påse, at beholdningerne er til stede. 

§ 14. Tegning og hæftelse (Økonomi) 

Bestyrelsen repræsenterer foreningen udadtil i enhver henseende, såvel over for offentlig myndighed som over for private, og råder over foreningens midler i overensstemmelse med vedtægterne og de på generalforsamlingen vedtagne beslutninger. 

Klubben tegnes af to bestyrelsesmedlemmer i forening, hvoraf den ene skal være formand eller kasserer. Ved forfald kan næstformanden træde i stedet for formanden.

Der påhviler ikke klubbens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler klubben. 

§ 15. Vedtægtsændringer 

Ændringer af vedtægterne kan ske på en generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget. 

§ 16. Opløsning 

Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun ske på en særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst to tredjedele af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede. For at forslaget kan vedtages, kræves, at mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en ekstraordinær generalforsamling der ikke er 

beslutningsdygtig, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset de fremmødtes antal. 

Eventuel formue, herunder fast ejendom og løsøre, skal tilgå Danmarks Bridgeforbund eller en anden almennyttig dansk forening. 

Vedtaget på generalforsamlingen

Den 24. april 2026