Preben’s hjørne – tips vedr. modspil

Published | maj 5, 2025

MODSPIL


Modspillet er bridgens sværeste disciplin. I spilføringen råder du over både egne og makkers kort,
men i modspillet skal du ’gætte’ dig til makkers 13 ukendte kort.
Derfor er det ekstra vigtigt at have så mange signaler og aftaler som muligt.


Se Dansk bridge fra April 2025 s.44 hvor der en god gennemgang af et modspil.
Jeg anbefaler følgende signaler:
Udspil:  2.-4. højeste
Dvs. udspil af et lille kort fra en doubleton. Fra fire små bør du spille næsthøjest, da et lille kort viser
Doubleton eller Honnør fjerde.


Omv. Kald/Afvisning (K/A)
I ’gamle dage’ brugte man store kort til at kalde med, men i dag synes de fleste. at det er bedst
at kalde med små kort, derfor betegnelsen ’Omvendt’.


Forsinket kald mod UT
Mod 3UT spiller makker en 6’er ud fra KB765. Bordet stikker med Es og du lægger 8’er fra D98.
Du har lagt dit mindste kort og derved kaldt i farven, men makker kan IKKE se, at det er din laveste.
Når nu spilfører spiller en ny farve fra bordet, er det vigitigt at fortælle makker, at du gerne vil have
hans farve igen, hvis han kommer ind.

Derfor bekender du med det laveste kort i den nye farve,
som så samtidigt er kald til makkers farve. Hvis du spiller højt-lavt, så afviser du makkers farve.
Makker gør det samme.

Måske har han spillet ud fra T652, og så skal han jo skyndsomst fortælle
Dig. at han IKKE vil have den farve tilbage og derfor lægger han højt-lavt i den nye farve.
Hvis du har single eller renonce i den nye farve, kan du jo ikke signalere til makker i den farve,
men i stedet vente til en ny farve spilles.


Længde-Markering: 

Viser antallet af kort i 2. og 4. hånd, dvs. når spilfører spiller farven hjemmefra eller fra bordet.
Lav-høj viser et lige antal og Høj-lav viser et ulige antal. Men HUSK i stik 2 har Forsinket Kald 1. prioritet.


Første afkast: 
Når du ikke kan bekende den spillede farve, så kan du kalde i en anden farve med et lille kort og
afvise med et stort kort. Men i stik 2 gælder stadig forsinket kald.
Mod farvekontrakter, er det væsentligt hurtigt at tage sine stik. Hvis du sidder med EKxxx, spiller
Du kongen ud for at måske få et kald fra makker på sin doubleton. Men hvis du har EKx, er det ikke
sandsynligt, at makker har en double, derfor spiller du Esset ud for at få at vide, hvilken farve du
skal skifte til. Her anbefaler jeg Lavinthal. Et højt kort (T98) kalder til en høj farve og et lavt kort (5432)
kalder til en lav farve. Et midterkort (8765) er neutralt og kalder til makkers udspillede farve. Der er jo
kun to farver tilbage, da trumf og den udspillede farve ikke er med i beregningen.
Billedkort bruges IKKE til Lavinthal, da disse bare viser, at man også har kortet lige under.


Herunder anbefales. hvad det udspillede kort viser:
E beder om Lavinthal mod farve. (T98-8765-5432 – IKKE Billedkort) – og K/A mod UT
K beder om længdemarkering (både mod farve og UT): Højest fra 3 og lavest fra to og fire
D viser B og beder om K/A til E-K
B viser T eller intern sekvens, f.eks. KBTx 
T er fra Tx el. T9x(x) eller intern sekvens, f.eks. KT9x 
9 er ofte fra en intern sekvens B98x(x)
8 er ofte midterkort fra tre eller næsthøjest fra T8xx
X er enten lavest fra en doubleton eller 4.højest og lover en honnør.

Hvis makkers inviterende udspil stikkes på bordet med D eller mindre og du ikke kan stikke,
så længdemarkerer du i farven. Hvis du stikker makkers inviterende udspil, tilbagespiller du 2.-4.
  
Hvis vi har meldt og støttet en farve – og vi spiller andet ud – er det ofte en singleton !
  
Dobl. af 3UT kræver unaturligt udspil – dvs. ikke egen eller makkers farve men i stedet ofte
bordets farve. Hvis bordet ikke har meldt, så spil din korteste Major-farve.
 
Dobl. af slem kræver, at der IKKE udspilles i egne farver – og ej heller i trumf.
Oftest skal der spilles ud i bordets farve !!


Før udspillet så kig nøje på modstandernes meldinger:
1RU – 1SP
1UT – 3UT


Her ved vi, at åbner har en jævn hånd med 12-14hp med fire eller fem rudere og ej 3 spar, da han ikke
støttede i spar og ej fire klør, da han jo ellers ville have åbnet 1KL eller genmeldt KLØR med fem ruder
og fire klør.

Hvis åbner kun har fire rudere. så ved vi at han også har 3-4 hjerter.
Svarer har formodentlig kun fire spar, ellers havde han nok prøvet at finde en 5-3-fit i spar. Han har heller
ikke fire hjerter, for med 5-4 i Major, ville han have vist dette og med 4-4 i Major ville han melde 1HJ.


Du sidder med E72, D93, T972, DB7. Hvis en af modstanderne har fire hjerter, så er det altså Spilfører,
Hvis en af dem har fire klør, så er det bordet. Altså er det bedst at udspille KL-Dame.

Preben Thaarup Bridge specialist
Bridgespecialist at   20923009  prthaarup@gmail.com   More Posts

Har spillet bridge i 55 år. Er tidl. divisionsspiller og er 1*stormester med over 55.000 BP

Tilmeld dig turneringen - klik her

Tak for din tilmelding du vil nu modtage nyheder fra Cyberbridge